Totalt manglende retssikkerhed i psykiatrien!

En dag i april kommer der hjemmebesøg fra driftspsykiatrien til Danny. Danny har en psykiatrisk diagnose og er hjemmeboende hos sine forældre.

Ved dette besøg er der udover den sædvanlige kontaktperson fra driftspsykiatrien, som der er aftalt hjemmebesøg med, også en anden ukendt mandsperson med.

Danny udtrykker straks, at han ikke ønsker at tale med denne ukendte person. Dette gentages højt og gentagne gange, uden at det blive respekteret.

Begge Dannys forældre står sammen med Danny i døråbningen til deres hus et par trin oppe i forhold til de ankomne. På et tidspunkt maser den ukendte, som viser sig at være psykiatrisk overlæge, sig op af trappen og ind på Danny der står i døråbningen. Lægen skubber og flår i Danny, der forsvarer sig, så godt han kan.

Resultatet er almindeligt håndgemæng.
Dannys mor prøver at afhjælpe ved at gå imellem – men i den ukontrollerede situation falder hun sammen med overlægen og Danny ned af trappetrinene og hun slår sine knæ, samt forstuver en finger på højre hånd. Overlægen og Danny fortsætter håndgemænget, indtil Danny får vristet sig fri og hjælper sin mor op.

Efter denne hændelse bliver Dannys forældre indkaldt til samtale på Psykiatrisk afdeling. Her ønsker man at indlægge Danny. Dette sætter begge forældre sig imod, da Danny jo netop har haft det så godt i længere tid uden medicin.

Dannys far går senere til politiet og anmelder denne overlæge for at overtræde straffelovens paragraf 264 – ulovlig indtrængen og voldsom adfærd m.v. i forbindelse med Driftspsykiatriens hjemmebesøg. Da der intet sker efter denne anmeldelse, henvender Dannys far sig igen til politiet, hvor det viser sig, at der intet er noteret om denne hændelse og anmeldelse. Han bliver opfordret til at nedskrive hændelse og anmeldelse på ny, hvad han gør og får denne gang kvittering for, at anmeldelsen er modtaget af politiet.

Næsten et år efter hændelsen i hjemmet kommer der brev fra retten til Danny. Overlægen har anklaget Danny for overfald af en person, som handler i offentlig tjeneste. Overlægen havde indhentet en udtalelse fra en tandlæge, som konstaterede en overfladisk bløddelsskade ved læben, som ingen behandling krævede. Tænderne var ikke berørte. Denne uretfærdige og usandfærdige anklage slår totalt Danny ud.

2 1/2 år efter hændelsen i hjemmet får Danny en dom til amb. psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling, med tilsyn af kriminalforsorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse. Danny har nægtet sig skyldig.

Længstetiden for foranstaltningen er 5 år.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Politianmeldelsen fra Dannys far blev ignoreret i retten og hverken Dannys mor eller far, som var øjenvidner til denne hændelse fik lov at vidne eller blive hørt.

Navne på personer involveret, tid og sted for begivenhed og udskrift af dommen er kendt, men udeladt i denne beretning